Vores verden?
Jeg er ved at forberede min tredje roman. Derfor læser og læser jeg… og lige nu læser jeg så ”Europas Historie” af Lars Horbakke Sørensen.
Det, der så gennem læsningen slår mig, er den evige, historiske og, for mig, ubegribelige søgen efter at okkupere land og mennesker. Ærgerrigheden for at skabe store riger, så magtindflydelse, formuer og styring kan erobres.
Vi er langt før vores tidsregning, hvor hære, med få mænd bag, drog i krig – erobringstogter.
Ødelæggelse og død var trofaste følgesvende. Ulykke og rædsel. Magtesløshed og grådighed.
Få eller en enkelt mand tvang sig til berømmelse, jord, rigdomme og gjorde frie mennesker til slaver – fysisk som mentalt, i frygt.
Grådigheden flød og ondskaben festede.
Det følger side på side i historien.
Det er vanvittigt.
2024 – verden er forandret. Mennesket er forandret. Teknologi og videnskab har fundet plads.
Fornuft og demokrati – nogle steder.
Heldigvis er der en vis fornuft i de fleste lande. Fællesskab og forståelse, EU og sammenhold.
Og så alligevel er der krig.
Jeg kan lukke bogen om Europas historie, og så med sorg se, at siderne til en ny historiebog stadig skrives med blod. Kampe om, hvem der ejer hvilken jord, ideer sået af en enkelt mand, hvor grådighed forveksles med ære.
Jeg forstår det ikke. Hvornår blev vores jord nogens? Hvordan kan det stadig ske? Hvordan kan vi mennesker blive ved – og hvorfor kan det få lov at fortsætte?
Blod, liv, sønner og døtre ofres stadig i det, vi kalder en civiliseret verden.
Vi slår ihjel for at få jord og rigdomme, ejerskab.
En bedre verden? På mange måder ja. Og så alligevel er ikke alt forandret. Navne, som Nero, Hitler eller Djengis Khan findes i historiebøgerne; mange navne glemmes – eller kendes slet ikke. De blev ofret for de historiske ansigter.
Har vi lært af fortiden? Nogen har, andre ser ikke noget forkert i erobringens nedbrydelighed, drab og grådighed.
Måske skulle vi tjekke op på historien og finde veje til, at ”små mænd” ikke skal kunne agere i deres vrangforestillinger.
En fælles forståelse for, at Jorden er vores, til låns, skulle gro i stedet for det, vi ser. En forståelse for, at vi ikke ejer et eneste græsstrå, end ikke den muld vi kan gemme i en lukket hånd. Ingen unge, gamle – mænd eller kvinder bør dø for, at vildfarne mænd skal tro andet.
Havde jeg dog viden til at kunne ændre de tænkemåder, der styrer en verden, hvor krig og brutalitet stadig findes.
Vores verden – vores Jord… til låns.
Det er tid til en ny forståelse, tænker jeg. Vidste jeg dog bare hvordan…